Anmeldelse af Guldlund Hundecenter
Mine to hunde på lidt over 1 år og 2 år var i dagpleje hos Guldlund Hundecenter den 21. december 2025, og jeg havde en rigtig god oplevelse hele vejen igennem. Allerede i mailkorrespondancen forud for dagen oplevede jeg en professionalisme og ordentlighed, der gjorde mig tryg – og det var helt ærligt sværere for mig at aflevere dem, end det var for hundene at være der.
Da jeg ankom, var der en anden ejer, der hentede sin hund, og det var tydeligt, at hans hund havde haft det godt. Det gav et fint førstehåndsindtryk som ny besøgende. Prisen for to hunde var meget rimelig, og selvom jeg ikke så selve opholdsområdet, har jeg ikke oplevet noget som helst tegn på stress eller utryghed hos mine hunde bagefter. Det siger mig, at de har været i gode hænder.
Noget af det, jeg især satte pris på, var måden hundemor og hundefar (som de selv kalder sig :)) tog imod os på. De var med ude ved bilen både ved aflevering og afhentning, og de havde klare holdninger til, hvordan afleveringen skulle foregå – på en måde der tog hensyn til mine hunde. Da min yngste tøvede lidt, blev der hurtigt justeret, så han kunne komme godt ind og få en tryg start.
Ved afhentning stod hundene klar, rolige og tilfredse, og jeg kunne mærke, at mit hundemoderhjerte faldt helt ned igen. Jeg endte faktisk med at give et kram som tak – og det gør jeg altså ikke alle steder.
Jeg kommer gerne igen, hvis behovet opstår. For os var det en akut løsning, fordi hele familien skulle til fødselsdag, og vi normalt bor på Sjælland – men det viste sig at være et rigtig godt valg.








