En virkelig god oplevelse
Vi vil gerne komme med vores varmeste anbefaling af kokken Hassan, som lavede mad til 14 spisende, heraf 2 veganere. Menuen var traditionel (Kalve-tatar. Culotte med kartofler, svampe, palmekål og bernaise. Panna Cotta med bær og selvsyltet citron. Veganerne fik særlige retter). Tataren, som havde fået et twist inspireret af libanesisk køkken, var måske den bedste tatar jeg har smagt.
Al mad var perfekt tilberedt og blev serveret når gæsterne naturligt var klar til den.
Hassan svarede hurtigt på email, var åben over for idéer og kom selv med forslag. Han udarbejdede en indkøbsseddel, som vi ikke havde problemer med at følge.
Udover at være en virkelig god kok, er Hassan imødekommende og overskudsagtig, hvilket også var med til at gøre det til en god aften for os og vore gæster.
Det var bedre mad end vi selv kunne have lavet, og det var rart at kunne bruge tid på gæsterne i stedet for at skulle stå i køkkenet.








